Huset er placeret i Veddinge Bakker, et af Danmarks mest
karakteristiske naturområder. Selve huset ligger på en naturgrund og
spejler sig sammen med gamle træer i en lille sø. Omgivelserne,
kombineret med at sommerhuset af ejerne skulle fungere som en pause fra
storbyen, har bidraget til at naturen er medtænkt som en central
komponent både i husets funktion og udtryk.
Udvendigt er dette udtrykt i den organiske formede facade. Et stærkt
ønske fra bygherre var et hus, der kunne klædes i slyngplanter gennem
opsætning af espalier. Et andet ønske var vinduer med sprosser. Dette
førte til den markante facade, hvor laminat facadeplader er fræset ud og
danner ét sammenhængende mønster, der dækker alle fire facader og
derved både bliver sprosser, espalier og gengiver naturens formsprog.
Indvendigt er konceptet for indretningen determineret af bevarelse af
kontakten til naturen. Således har samtlige rum i huset direkte kig til
naturen, og det centrale rum hele fire udgang til grunden. I
soveværelserne flugter sengekanten underkanten på vinduerne, hvilket
giver indtryk af at sove ude, ligesom på hemsen hvor et stort kuppel
ovenlys giver kig til stjernerne om natten og til havet i horisonten om
dagen.
Et andet krav til husets indretning var, at der skulle være plads til
mange gæster på trods af den begrænsede plads. Dette er løst, dels ved
at optimere pladsudnyttelse i soveværelserne, men hovedsagelig ved at
placere alle hvidevare, tv, tøj, service, osv. i indbyggede skabe i
skillevæggene. Dette har bevirket at det centrale rum (på ca. 36 m²) kan
fungerer både som entre, spisestue (med plads til 10 personer),
dagligstue, fordelings rum og køkken uden at virke kaotisk da der kun er
behov for møblering med borde og stole. En fold af OSB plade samler
alle funktioner og løber fra hemsen, ned af den ene skabs væg, ud i
køkkenbordet og videre hen af gulvet for at ende op ad den modsat
stående skabs væg. Folden skaber ro i rummet og det rå træfiber
materiale forstærker kontakten til den omkringliggende natur.